EN GANG I EFTERÅRET løb jeg ind i en bekendt fra naermiljøet i lørdagsmylderet på genbrugsstationen. I en støvsky af puds bugserede han med gamle sømbeklaedte braedder fra ombygningen af sit nyerhvervede hus. Han pendulerede sammenbidt mellem trailer og container. Da vores øjne mødtes, var jeg i gang med finsorteringen af en stak sushipinde, og laegger du dertil, at jeg iført camelfrakke nok synede overdressed i forhold til omgivelserne, var en braendemaerkning i den lokale kreds af faedre uundgåelig. ”Ses vi på lørdag? Nå nej, der skal du ned med sushipinde,” hørte jeg fra en tredjepart allerede den følgende mandag. Historien var løbet: Med et var jeg blevet en slags affaldssorteringens Fritz og Poul.
Jeg er opdraget til at sortere mit affald, og mellem os: Jeg kan tåle at blive…