FĂžrste gang, jeg hĂžrte nogen fortĂŠlle, de havde angst, tĂŠnkte jeg bare: âOk, det lyder ubehageligtâ. SĂ„dan gjorde jeg ogsĂ„ den anden, den tredje, den tiende og mĂ„ske ogsĂ„
80. gang, nogen talte om at lide af at vĂŠre bange. Det var svĂŠrt for mig at forstĂ„, hvad det betĂžd, nĂ„r folk sagde det, og det fĂžltes pĂ„ mange mĂ„der, som om der manglede et sprog for at kunne tale om det pĂ„ en almindelig menneskemĂ„de, hvor man faktisk forstĂ„r, hvad hinanden siger. Samtidig blev jeg altid nervĂžs for at spĂžrge ind, bange for at sige noget forkert, stille et dumt spĂžrgsmĂ„l eller mĂ„ske komme til â Gud forbyde det â at ĂždelĂŠgge den gode stemning.
Det ironiske er, at fordi jeg ikke forstod, hvad det betĂžd, nĂ„r folk omkringâŠ
