Inhaltsverzeichnis für Nr. 23 in Dossier

MENS VI TALER, sidder jeg i mit sommerhus og holder øje med udviklingen i dagens høring om den første vaccine. Det er den fra Pfizer-BioNTech, og høringen foregår i FDA (Food and Drug Administration er USA’s føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed, red.). Man regner med, at vaccinen får en nødgodkendelse, men jeg kan høre, at FDA hamrer løs på, præcis hvem der har indgået i Pfizers studier: For hvem ved vi, hvilken effekt og sikkerhed vaccinen har? Amerikanerne vogter jo over dette skærpede fokus, nu da det er kommet frem, at tre briter er blevet alvorligt syge, efter at de fik Pfizers vaccine tidligere på ugen. Lægemiddelmyndigheden i Storbritannien havde overset, at man ikke havde undersøgt, hvordan vaccinen virker på personer, der har en historie med alvorlige allergier. Og fordi det…

MIN MOR TOG mig med til min første demonstration, da jeg var helt lille. Det var mod atomvåben, der var den helt store trussel. Den Kolde Krig var i gang, og der skulle sættes en masse missiler op i Tyskland. Derfor tog vi fra Sydsjælland til København og gik i optog med skilte og slagord. Senere blev jeg som teenager meget optaget af de store temaer. Jeg var ofte ude at demonstrere. ’Atomkraft, nej tak’, hungersnød i Afrika, og vi gik på gaderne med vores ’Free Nelson Mandela’-skilte. Det var en kæmpestor ting. På gymnasiet var jeg med til at lave aktioner rettet mod Shell-tankene, der var involveret i Sydafrikas apartheidstyre. Min ven Anders og jeg hørte også, at man planlagde en aktion i København, der handlede om at lukke…

Det var 2012, og Sargun Oshana var netop blevet færdiguddannet som skuespiller. Fire forsøg havde det krævet at komme ind på skuespillerskolen ved Aarhus Teater, og nu stod han efter fire års uddannelse foran en karriere på scenen, som han havde drømt om, siden dengang en musiklærer gav ham rollen som Elvis i et teaterstykke i folkeskolen. Men der var noget, som ikke føltes rigtigt. ”Som skuespiller følte jeg, at jeg var fanget i limbo. Når jeg gik til castinger, var jeg altid enten for dansk til at spille udlænding – eller for udenlandsk til at spille dansker. Jeg blev ofte typecastet til de sædvanlige stereotype indvandrerroller, kioskejer eller kriminel, men jeg fik ingen af dem. Når jeg åbnede munden, talte jeg klingende østjysk, og så kiggede instruktøren bare underligt…

For Benjamin Hav står 2020 frem for alt tilbage som året, hvor han officielt indledte sin karriere som soloartist. Efter i næsten ti år at have været tekstforfatteren og rapperen i den elektroniske hiphopduo Benal, hvor produceren Magnus Albert Wanscher legemliggjorde den anden halvdel, udgav Benjamin Hav 7. januar albummet ’Spice Up Your Life’ i helt eget navn. Allerede ugen efter fulgte den tilsyneladende lette toer, ’Dit syge dyr’. Den 35-årige digtersøn fra Østerbro, hvis erhvervskarriere indbefatter et ophold i fagforbundet 3F’s medlemsservice, havde sange nok. Nu skulle de ud at leve på landets festivaler. Anmelderne havde taget imødekommende imod udgivelserne, men havde hans kompositioner et publikum, eller havde de ikke et publikum? 2020 blev også året, hvor det spørgsmål forblev mærkeligt ubesvaret. For Hav er et album først færdigt,…

Nu er Fatima AlZahra’a Alatraktchi godt gift, men skulle vi forestille os, at hun var på date, og at manden på den anden side af cafébordet spurgte, hvad hun arbejdede med, kunne han risikere at skulle tage dette svar ind: ”Jamen jeg udvikler mikro- og nanosensorer til at detektere cellulære molekyler og mikroorganismer.” Men inden manden begyndte at famle endnu mere nervøst med underkoppens sukkerrørsindpakning, ville forskeren over for ham naturligvis komme ham i møde med en uddybning: ”Jeg finder små kemikalier, som er indikatorer for nogle bestemte sygdomme. Det kan være kemikalier, der indikerer, om man er syg med cancer, en bakterieinfektion eller en virus. Jeg udvikler nogle små sensorer, som gør, at man meget hurtigt og meget sensitivt kan måle disse kemikalier i menneskekroppen. Det hele handler om…

DA JEG HAR modtaget beskeden om min mors død, lægger jeg på og kigger ud på spurvene, der danser op og ned langs det slanke rør med fuglefrø og kerner. Al nødhjælp er kompleks, tænker jeg og dikker på ruden, så spurvene slår op, hvirvler rundt og forsvinder i det dybgrønne. Jeg går de få skridt over til bordet. Nedfaldsæblerne er væk, rådnet eller ædt af solsorte og kryb. De tusinder af kerner i de afblomstrede blomsterkroner er nippet, knækket og fortæret af mejserne. Det vil sige: Brødresterne på bordet ude ved den fritvoksende kirsebærlaurbær er blæst ned. Det er slut september. Jeg kan høre udfaldsvejene og fugle. Jeg kan høre en gravko. Det kunne jeg også i morges. En gravko, der brød gaden op, og nu en gravko, der…

KONKURS, MARTS 2020 MAGNUS KLEIN KOFOED, DIREKTØR, KADEAU, 34 ÅR ”VI SKAL BARE lade det hele gå konkurs.” Jo mindre der blev sagt, efter at sådan en bombe var smidt, des mere gik det op for mig, at okay, det var sgu nok der, vi var endt. Ordene blev sagt højt af en af de tidligere medejere på et bestyrelsesmøde over telefonen den 23. marts. Tre-fire dage forinden talte jeg med vores daværende bestyrelsesformand, Filip Lau, hvor han fortalte mig for første gang, at en konkurs muligvis var den eneste udvej. Jeg tænkte meget over, hvad en konkurs ville få af konsekvenser. En ting var de penge, vi selv, altså Nicolai, Rasmus og jeg og vores investorer, ville miste, men hvad med alle de andre, leverandører og samarbejdspartnere, som…

En dag for tre år siden sad Bror Koné på sin computer og klikkede sig gennem kinesiske tøjfabrikker på nettet. Den næsten to meter høje unge mand var blevet træt af trøjer, der sad forkert på hans overkrop, og bukser, der var for korte til hans lange ben. Og nu havde han fundet en løsning: Han ville lave tøj til sig selv. Bror Koné bestilte stofprøver hjem, og ikke længe efter, da han havde fundet frem til en fabrik, der kunne levere tøj i den rigtige kvalitet, gik han i gang med at designe. ”Da jeg begyndte at gå i de trøjer og bukser, jeg selv havde lavet, oplevede jeg, at flere og flere af mine venner og bekendte spurgte, hvor det var fra. Det var sådan, jeg til sidst…

I DE HIDTIDIGE UDSENDELSER HAR VI BLANDT ANDRE HAFT SELSKAB AF: MIKKEL HANSEN, JØRGEN LETH, FRANK HVAM, THOMAS DELANEY, FARSHAD FARZANKIA, TUE MANTONI, JOHAN BÜLOW, ROBERT SKOV, CLAUS MEYER, JAKOB JØNCK, HOLGER RUNE, NICOLAI NØRREGAARD, RUNE GLIFBERG, MICHAEL VALGREN, JENS-PETER BRASK, CASPER SEJERSEN, MIKKEL BORG BJERGSØ, BO BECH, DANH VO, ANDERS BYRIEL OG VIKTOR AXELSEN.…

Hvad vil du primært huske dit arbejdsår 2020 for? Hvordan tilfældets terningkast kan overrumple dig, hvis du lader de åndelige sluser stå på klem. Efter 24syv gik ned i slutningen af 2019, havde jeg kurs mod en mental vejspærring, kørende på en krasbørstig blanding af selvmedlidenhed, harme og følelsesløshed. Det fik mig fejlagtigt til at tro, at når jeg én gang havde oplevet journalistikkens svar på Warhols værksted ’The Factory’, så ville alt andet få afsmag af fad middelmådighed. Derfor takkede jeg også pænt nej til ’Genstart’ i første omgang, da DR bad mig søge en stilling som vært på en kommende nyhedspodcast. I stedet rejste jeg til Afrika på jagt hos storvildtjægeren Holger ’Safari’ Jensen og kløede på med fem udsendelser om jagt, litteratur og min lidt skamfulde fascination…