Selvfølgelig skal du med!
Jeg ved godt, hvordan det er ikke at kunne lide at løbe. At afsky hvert et skridt – og aldrig føle, at de dér endorfiner finder vej til éns hjerne. Jeg ved også, hvor fuldkommen vidunderligt og sejragtigt det føles, når det lykkes bare en uge i træk at komme udendørs og bruge kroppen og kunne sige: ”Jeg var ude og få frisk luft i morges”. Endorfinerne kommer, bare rolig, og de forsvinder aldrig fra dig igen, når du først er begyndt at løbe, de er med dig resten af livet – når du har haft en dum dag på jobbet, er vred på kæresten, trænger til en pause fra børnene eller bare gerne vil kunne passe de bukser, du havde på sidste år. I løbet af de næste 10…